Vandværk, Islev

Vandværket ved Islev er sammen med vandværkerne ved Regnemark og Slangerup tegnet ud fra en designmanual, som PLH Arkitekter har udarbejdet i samarbejde med forsyningsselskabet HOFOR.

Kategorier

  • Forsyning og ressourcer
  • Erhverv

Sted

Islev

År

2021 – 2026

Status

I gang

Størrelse

7.500 m²

Kunde(r)

HOFOR

Hold

COWI

Det nye vandværk ved Islev bliver opført i et erhvervskvarter med tæt bebyggelse. Værket opføres i samspil med omgivelserne, hvor store glaspartier former en transparant og imødekommende indgang.

Vandværket får sit eget besøgscenter i stueetagen med et stort lokale, der kan bruges som både møde- og undervisningslokale, når for eksempel lokale skoleklasser kommer på besøg. For at give gæsterne indblik i vandværkets processer, bliver der etableret et glasparti med direkte indkig til rørene, så de besøgende kan se, hvordan vandet kommer ind i værket.

Kontakt:
Sally Rudgaard Jessen
saj@plh.dk
T: +45 2720 6997

Unikke vandværker med et fælles koncept

PLH Arkitekter har gennem grundige analyser af vandværkernes funktioner sammenholdt med æstetiske visioner og fokus på bæredygtighed, robusthed og lang levetid udarbejdet en samlet designmanual for vandværkerne ved Regnemark, Islev og Slangerup. Manualen binder tråde mellem både funktion og design og danner dermed grundlag for alle beslutninger: Fra de store linjer som værkernes opbygning og placering af procesanlæg til konkrete detaljer som valg af facadematerialer, gulve og øvrige elementer.

I arbejdet med designmanualen er værkernes funktioner brudt ned og inddelt i tre hovedgrupper af byggeklodser, som hver består af de rum, der skal til for at varetage en funktion. Dermed kan byggeklodserne flyttes rundt, justeres i størrelse og tilpasses omgivelserne afhængig af de individuelle vandværkers behov.

Designmanualen sikrer samtidig en ensartet opbygning af de nye vandværker, så borgere og besøgende let kan se, at der er tale om et af HOFOR's værker. For gæster og ikke mindst ansatte, der har deres daglige gang på værkerne, vil den visuelle udformning og indretningen også være genkendelig.

De tre bygningers facader opbygges med et ensartet udtryk i materialer som tegl, træbeklædning eller fiberbeton med vægt på, at den enkle arkitektur i materialevalg og detaljer signalerer effektive, industrielle anlæg.

Facadematerialerne er i designmanualen valgt ud fra arkitektoniske, bæredygtige kriterier, som skal sikre høj kvalitet og mindst muligt vedligehold fremover. Den bæredygtige profil går igen, når det kommer til værkernes energiforbrug, som blandt andet suppleres af solceller i eller omkring bygningerne.