Shoppingcenter og boliger, Glostrup – renovation

PLH Arkitekter designer renovationen af Glostrup Shoppingcenter og skaber byens nye samlingspunkt med oplevelser og boliger.

Kategorier

  • Butikker
  • Boliger

Sted

Glostrup

År

2027

Status

Projektering

Størrelse

27.000 m²

Kunde(r)

Danske Shoppingcentre

Hold

Totalentreprenør: Raundahl & Moesby
Ingeniør: OJ Rådgivende Ingeniører
Landskabsarkitekt: Vesterholts Eftf.

Bæredygtighed

Forventes at opnå DGNB Guld og Svanemærket (boliger)

Hvordan skaber man en pulserende bymidte fra grunden?

PLH Arkitekter renoverer Glostrup Shoppingcenter og forvandler det til en levende, integreret del af Glostrups nye bymidte – et magnetisk samlingspunkt, der trækker mennesker, aktiviteter og liv ind som aldrig før.

I dag står Glostrup i skyggen af en bymidte, der ikke formår at tiltrække hverken indbyggere eller nysgerrige sjæle udefra. Området omkring Glostrup Station fremstår mere dystert end dynamisk, og en plan er derfor lavet for revitaliseringen af byens midte. Den inkluderer PLH Arkitekters transformation af Glostrup Shoppingcenter, som vil gøre centeret til det bankende hjerte i Glostrups nye, pulserende bymidte.

Visionen rækker ud over et shoppingcenter, som man kender det, idet nye boliger opført over centeret vil bidrage til byfortætningen af området og til at skabe et livligt og diverst bymiljø. Miljørigtige løsninger er tænkt ind i designet af både center og boliger, ligesom forvandlingen af de utrygge omgivelser er med til at sikre en større grad af social bæredygtighed for hele området.

Kontakt:
Søren Mølbak
+ 45 2720 0591
sm@plh.dk

Glostrups nye samlingspunkt

Gæster i det nye Glostrup Shoppingcenter kan se frem til en varieret pallette af oplevelser, der strækker sig ud over den sædvanlige shoppingoplevelse. Besøgende, der kommer fra Banegårdspladsen, mødes af et aktivt miljø i den sydvendte kantzone, hvor det brede fortov inviterer til ophold, og faciliteter som café og food court bliver nye samlingspunkter for byens borgere. Rustikke materialer og høje lofter skaber et urbant univers inde i centeret, og ved at lukke lys og luft ind går centeret fra sterilt og indelukket til at være et sted, hvor liv udfolder sig. Med brugen af mursten trækkes byen med ind, og man fornemmer derved, at Glostrup Shoppingcenter er en naturlig del af bymidten.

Centeret der åbner sig mod sin by

Facader og indgange får en elegant makeover hele vejen rundt. Centerets front mod Hovedvejen, der i sin nuværende form forekommer lukket og afvisende, vil fremover invitere indenfor med store glaspartier og et overhæng i bløde former. I centerets sydlige ende udgør den nye kantzone, med fokus på mad- og café-oplevelser, et aktivt, livligt miljø ud til gaden. Her bidrager organiske former, vertikale elementer og rødlige nuancer i facaden til, at området får et varmt og indbydende udtryk. Også indgangene ved Glostrup Torv og Lilletorv får et løft, ligesom den lange og hidtil aflukkede side mod Jernbanevej nu vil åbne sig mod de farverige huse og forretninger på den anden side af gaden.

En unik kombination af boliger og shoppingcenter

Som et af projektets mest markante, innovative elementer tegner PLH Arkitekter 187 helt nye boliger, inkl. ungdomsboliger, der opføres ovenpå den eksisterende bygningsmasse. Bæredygtighed er i fokus i designet af boligerne, der med deres placering bidrager til at fortætte Glostrup bymidte og trække liv og aktivitet mod centeret. Arkitektonisk er der arbejdet med opbrydning af skalaer og variation i farver og facader. Resultatet er et levende, menneskeligt udtryk, der spiller sammen med den øvrige bebyggelse i området og giver det hele en mere bymæssig karakter. Der skaleres ligeledes ned mod Jernbanevej, så centeret ikke dominerer de gamle, lave huse.

Grønne og sociale hensyn

Miljørigtige og energibesparende løsninger er tænkt ind i hele transformationen af Glostrup Shoppingcenter. PLH Arkitekter går efter en DGNB Guld-certificering samt Svanemærket til de nye boliger. Beboere og besøgende kan glæde sig til frodige grønne områder og bedre cykelparkering, der gør det attraktivt at tage cyklen frem for bilen. Trygge indgange og spændende, urbane miljøer erstatter de nedslidte omgivelser omkring centeret, og dermed bidrager renoveringen af Glostrup Shoppingcenter også til et bedre og mere socialt bæredygtigt bymiljø. Alt i alt er det med til at sikre, at det revitaliserede center får en lang levetid – til glæde for besøgende, lokalmiljøet og Glostrups borgere.