Fremtidens Gilbergskole tager udgangspunkt i en bæredygtighedstanke, der handler om at bruge, fremhæve og udnytte de bedste kvaliteter i den eksisterende skolebygning. En ny identitet er tilført, og skolen har en klar grøn naturprofil i sammenhæng med det omkringliggende landskab, med en forstærket forbindelse til Søborg Å.
Det eksisterende byggeri er et formfuldendt strukturelt hus, med en slank søjleorden, der indeholder stor fleksibilitet. Som et arkitektonisk udtryk for et af skolens nøglebegreber, ordentlighed, udgør det en velproportioneret ramme om skolens nye, indre læringslandskab.
Den samlede helhedsstrukturs enkle symmetri har meget stærke basis kvaliteter, som vi har bygget videre på og forstærket. Husets karakter og samlede udtryk er harmonisk og moderniseret med et indre, der er åbnet op og forbedret sådan at Gilberg skolen nu fremstår indbydende, oplevelsesrig, nyindrettet og tidssvarende.