Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – DMJX, Ørestad

Ansatte og studerende flyttede i starten af 2024 ind i det nye Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) i den nordlige del af Ørestad.

Kategori

Læring

Sted

København, Danmark

År

2024

Status

I gang

Størrelse

7.000 m²

Kunde(r)

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – DMJX

Hold

Underrådgiver: Dall & Lindhardtsen
Totalentreprenør: 5E Byg
Ingeniør: Ingeniør´ne

Arbejdspladser

800 fuldtidsstuderende, 2.000 kursister og 70 medarbejdere

Bæredygtighed

Forventes at opnå bæredygtighedscertificeringerne DGNB Guld samt DGNB Hjerte

En bygning med hjerte

Det arkitektoniske koncept bag byggeriet er skabt med inspiration fra den moderne mediestrøm, som de studerende skal gebærde sig i. Her er åbenhed, forbundethed og omstillingsparathed nøgleord – og det er de også i det syv etager høje uddannelsesdomicil, hvor store glaspartier i facaden skaber transparens og inviterer verden indenfor; fleksibel indretning sikrer, at bygningen løbende kan tilpasses fremtidens skiftende behov, og det åbne atrium forbinder samtlige etager vertikalt og visuelt.

Atriet fungerer som bygningens hjerte. Et centralt torv med café, kantine, ’inspiratorium’ og mulighed for forskellige arrangementer så som foredrag, filmforevisninger, borgermøder og koncerter.

Op gennem det vældige, 29 meter høje rum roterer ”Green Line”, et grønt trappeforløb med plantekasser og nicher, der trækker Amager Fælleds natur ind i huset, spreder den ud på etagerne og lander øverst i en stor konferencesal med plads til 200 gæster og direkte udgang til tagterrassen, hvor besøgende kan nyde udsigten ud over fælled og by.

Kontakt:
Søren Mølbak
+ 45 2720 0591
sm@plh.dk

Et hus i dialog med bybilledet

Med sin unikke form og varierede røde facade er DMJX en bygning, der lyser op i bybilledet, tiltrækker opmærksomhed og er i dialog med sit område.

”Vi har ønsket at skabe en bygning, der kommunikerer med bybilledet og giver tilbage til sine omgivelser. Nu hvor DMJX står færdigt, kan vi se, at visionen er lykkedes. Med det store atrium, der vender sig ud mod facaden, har vi skabt et rum inde i huset, som samtidig bliver en udvidelse af det offentlige rum.” – Thomas Iversen, arkitekt i PLH Arkitekter

Fællesskabet i centrum

Det nye DMJX gør op med idéen om skolen som en bygning, der breder sig ud, og hvor hver linje eller klasse er isoleret i deres egen afdeling. I stedet er der skabt et uddannelsessted, som er stablet i højden, og hvor de studerende mødes i midten og i de attraktive fællesområder som bibliotek, kantine og atrium. Det hele bindes sammen af den iøjnefaldende grønne trappe kaldet Green Line.

”Vi har haft stor fokus på at skabe et uddannelsesdomicil, der med et centralt atrium fyldt med forskellige studiemiljøer understøtter fællesskab, kreativitet og vidensdeling. Op igennem atriet går Green Line - en grøn trappe, der snor sig op gennem det 7 etagers høje rum. Det er husets DNA-streng og en fysisk manifestering af, at her arbejder vi sammen på tværs.” – Søren Mølbak, partner i PLH Arkitekter

”Dette er et lyst og levende hus, som giver de studerende de bedste rammer for at arbejde og samarbejde, være kreative og innovative, ideudveksle og fordybe sig. Samtidig er det et byggeri, der åbner sig mod lokalområdet, respekterer og komplementere sine omgivelser og refererer til den omkringliggende virkelighed, som huset er en del af.” – Søren Mølbak, partner i PLH Arkitekter

Tiltag der mindsker CO2-aftrykket

Overalt i DMJX er lagt vægt på løsninger, der mindsker CO2-aftrykket, nedbringer energiforbruget og øger trivslen. Således forventes det, at bygningen ikke blot opnår bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld, men også DGNB Hjerte, som er en selvstændig udmærkelse for sundhed og komfort. Dette indebærer bl.a. et udvidet fokus på luftkvalitet, akustik, visuelt miljø og termisk indeklima.

Facadens iøjnefaldende ”vinger” er ikke blot et æstetisk valg, men en løsning der bidrager til en mere effektiv temperaturregulering i bygningen:

”De karakteristiske vinger på facaden udgør bygningens solafskærmning, som er med til at regulere temperaturen, idet lys og skygge udnyttes bedst muligt i løbet af dagen. Hver vinge er orienteret forskelligt afhængig af dens placering i forhold til solen.” – Anette Grønbæk, bæredygtighedsleder i PLH Arkitekter