Hotel Villa Huno inkluderet i ”Where Architects Stay”

Det schweiziske forlag Braun Publishing udgiver nyt bind i bogserien ”Where Architects Stay – Lodgings for Design Enthusiasts”, denne gang med et håndplukket udvalg af unikke, arkitektoniske oplevelser i Østersøområdet. Her kan læserne bl.a. lære mere om hotellet Villa Huno, som PLH Arkitekter har tegnet.

Med støtte fra Realdania og i tæt samarbejde med Klintholm Gods omdannede PLH Arkitekter i perioden 2014-2019 den gamle herregård ”Hunosøgaard” til et moderne, intimt boutiquehotel i hjertet af naturskønne Møn ca. 50 kilometer syd for København.

Som gæst på Villa Huno kan man vælge mellem otte stilfulde værelser, som alle har adgang til terrasser eller altaner samt panoramavinduer med frit udsyn til den nærliggende sø, så man også på værelset kan komme helt tæt på naturen.

Foruden værelserne byder Villa Huno på en mindre gourmetrestaurant med stor, indbydende terrasse.

Det arkitektoniske greb for hotellet viser tilbage til de traditionelle danske bondehuse med naturmaterialer som facader i lærketræ og sedumtage. Indvendigt er stilen en blanding af rustik og komfortabel indretning, der giver gæsterne en uformel, autentisk oplevelse i naturlig samhørighed med det smukke landskab udenfor.

Samme år som Villa Huno slog dørene op, blev hotellet kåret som årets byggeprojekt på Møn af foreningen Bygnings- og Landskabskultur Møn.

“Where Architects Stay at the Baltic Sea” er i handlen nu – læs mere om udgivelsen hos Braun Publishing

Læs mere om PLH Arkitekters arbejde med Villa Huno her