PLH Arkitekter og Atkins vinder rammeaftaler for trecifret millionbeløb hos Metroselskabet og Hovedstadens Letbane

PLH Arkitekter og Atkins er blandt vinderne af to store rammeaftaler for Metroselskabet og Hovedstadens Letbane på op til 700 mio. kroner.

Arbejdet med at udbrede metro og letbane i hovedstadsområdet bliver med PLH Arkitekter som fast passager. Sammen med Atkins, en af verdens største infrastrukturrådgivere, har PLH vundet to store rammeaftaler for de kommende otte år. Aftalerne omfatter områderne civil works og transportsystemer og baneteknik på op til henholdsvis 300 og 400 mio. kroner.

”Vi er utrolig glade og stolte over, at vi kan forsætte rejsen med metroen og nu også stige på arbejdet med hovedstadens letbane. Med vores store erfaring inden for infrastruktur og vores fokus på at fremme et mere bæredygtigt samfund, er det her det helt rigtige sted for PLH Arkitekter at være. Samtidig ser vi alle meget frem til at fortsætte og udbygge vores rigtig gode samarbejde med Atkins”, siger partner Ole Jonsson.

PLH Arkitekter har stort set fra begyndelsen været med på metroens rejse med design, projektering og opførelse af de fem overjordiske stationer på M1-linjen samt Metroselskabets Kontrol- og Klargøringscenter på Vestamager.

Senest har PLH arbejdet som arkitekt for MT Højgaard i forbindelse med metroens Kontrol- og Vedligeholdelsescenter på Vasbygade og apteringsarbejder på de 17 nye underjordiske stationer på M3 Cityringen samt som arkitektrådgiver for entreprenørgruppen Met Nord i forbindelse med apteringsarbejdet på de to nye stationer – Nordhavn og Orientkaj – på M4-linjen.

Foruden Atkins med PLH Arkitekter som underrådgiver får også Niras, Rambøll og Cowi del i rammeaftalerne.

Kontakt:

Ole Jonsson
Partner, arkitekt MAA
oj@plh.dk
T: +45 2720 0590