The Ülemiste Leaf
Designet af den nye terminalbygning tager udgangspunkt i naturen, og det organiske formsprog inspireret af et birketræsblad. Forslaget drager paralleller til den estiske naturarv og synliggør betydningen af de estiske skove, der dækker omkring 50% af landet. Det let genkendelige og organiske formsprog vil være meget tydeligt for rejsende med tog og fly, der ankommer til Tallinn – og designet stiler mod at skabe et nyt, ikonisk landmark. Bladet lægger sig på tværs af jernbanen og skaber let adgang fra begge sider og sammenhæng mellem nord og syd. Med forslaget skabes der samtidig en naturlig forbindelse mellem lufthavn og by.
Designet omfatter både selve terminalbygningen på den kommende Rail Baltica-linje samt de umiddelbare trafikale omgivelser. Den fremtidige terminalbygning vil både fungere som et centrum for offentligt transport og som et lokalt bycenter. Designet omfatter derfor terminalbygningen, en offentlig plads, en togstation og en busstation samt en gangtunnel for fodgængere og cyklister under jorden.