Harboes årgangsbryg 2023 hædrer besøgscenter tegnet af PLH Arkitekter

Harboe, som er en af Europas største producenter af øl og sodavand, markerer i år sit 140-års jubilæum med en særlig årgangsbryg prydet med bryggeriets besøgscenter, der er tegnet af PLH Arkitekter.

Harboe Besøgscenter er i år at finde på bryggeriets årgangsbryg, som ellers normalt hvert år udkommer med et kunstværk som motiv. Bygningen er særligt udvalgt for at markere, at Harboe Bryggerierne kan fejre 140-års jubilæum.

Besøgscentret, som er tegnet af PLH Arkitekter, stod færdigt i 2018 og blev samme år tildelt Slagelse Kommunes Bygningspræmiering.

I sit design spejler bygningen sig i den smukke lokation ved Skælskør Fjord. De markante spidse tage har maritime referencer, der leder tankerne hen på skibes sejl og vandets bølger. Indvendigt skaber bygningens store glaspartier og brugen af træ samtidig en naturlig sammenhæng med det omkringliggende havnemiljø.

Besøgscentret indeholder blandt andet reception, kontorer, auditorium og mødecenter. For at styrke fortællingen om Harboe findes der også en udstilling med bryggeriets produkter og historie som omdrejningspunkt.

Læs mere om Harboe Besøgscenter her