PLH vinder “Årets Kontorbyggeri 2023"

Nohrcon har netop kåret DFDS’ nye hovedsæde i Københavns Nordhavn til ”Årets Kontorbyggeri”. Det er anden gang på to år, at prisen går til en PLH-tegnet bygning.

”Vi tegnede dette hus ud fra en drøm om at designe et markant vartegn for Københavns havn, som samtidig kunne sætte de ansattes trivsel i højsædet og indfri DFDS og PensionDanmarks høje ambitioner på bæredygtighedsområdet. Jeg føler, at vi i fællesskab har fået skabt en inspirerende arbejdsplads, der peger ind i fremtiden ved at understøtte nye, innovative måder at arbejde og samarbejde på i arkitektoniske rammer, som på ret unik vis kommunikerer DFDS’ værdier og historie. Jeg ser denne pris som et udtryk for, at vores drøm er blevet virkeliggjort – og som en cadeau til alle, der har været involveret på projektet,” udtaler direktør og partner i PLH Arkitekter, Søren Mølbak.

Foto: Emil Lund Pedersen

I tæt samarbejde med DFDS og PensionDanmark har PLH Arkitekter – lige fra projektets spæde start til afleveringen af den færdige bygning – søgt at skabe et ikonisk byggeri, som bidrager positivt til lokalområdet og samtidig sætter bæredygtige løsninger i højsædet. Ligeledes har PLH’s ’Workplace and Interior Design” team skræddersyet hver eneste centimeter af hvert eneste hjørne af bygningen, så dens overflader, materialer, akustik og mange oplevelsesrige destinationer udstråler DFDS’ brand, DNA og corporate visual identity.

Det nye hovedsæde slog dørene op i foråret 2022 og rummer 560 arbejdspladser fordelt ud over syv etager og 15.000 kvadratmeter. Med et arkitektonisk koncept fuld af maritime referencer er det lykkedes at skabe et hus, der i sjælden grad fortæller historien om det rederi, som hører hjemme bag dets mure. Bygningen ligger på molen lige over for DFDS’ ikoniske oslobåde, facadens formsprog er bølgende og let – og indvendigt er husets grundplan bygget op som en passagerfærge med fællesarealer så som kantine, møderum, auditorium og tagterrasser på de øverste ”dæk”.

Nohrcons dommerjury var da også imponeret over byggeriet. I deres indstilling lyder det således blandt andet:

”Arkitektonisk vidunder, byggemæssig genialitet, fantastisk at tegne og opbygge nyt domicil som er tænkt som et af deres egne skibe. Medarbejderne har de bedste forudsætninger for at trives hele vejen rundt. Et hus der i helt sjælden grad fortæller historien om det selskab, der er bag murene.”.

Dette er PLH Arkitekters andet projekt, som modtager prisen for ”Årets Kontorbyggeri”. I 2021 gik prisen til DLG’s hovedsæde ”Aksen” i Fredericia.

DFDS’ nye hovedsæde er bygget i årene 2020 – 2022, og PLH Arkitekter står blandt andet bag husets arkitektur, workplace design, space planning, look and feel og belysningsdesign. Byggeriet er skabt i samarbejde med PensionDanmark (bygherre), NCC (totalentreprenør), SWECO (bygherrerådgiver) og selvfølgelig DFDS, som lejer.

Foto: Kontraframe