Første spadestik taget til Vordingborg Rådhus

Byggeriet af Vordingborgs kommende PLH-tegnede rådhus går nu i gang. Efter planen kan ansatte og borgere tage kommunens nye samlingspunkt i brug i løbet af sommeren 2023.

Onsdag tog Vordingborgs borgmester Mikael Smed et stort første spadestik med en gravko til kommunens nye rådhus – Borgernes Hus. Den fireetagers bygning i midten af byen er tegnet af PLH Arkitekter, så den imødekommer kommunens ønsker om bæredygtighed, fleksible arbejdspladser og nye faciliteter til borgere og foreninger.

”Det er virkelig opløftende at se, hvordan tankerne i det gode samarbejde med Vordingborg Kommune og vores andre samarbejdspartnere nu bliver ført ud i livet. Det nye rådhus bliver et samlende og multifunktionelt hus, som både ansatte og borgere vil få gavn af. Eksempelvis har vi med byrådssalen skabt et rum, som også kan bruges til kulturelle aktiviteter og på den måde invitere vordingborgensere og foreninger ind”, siger Søren Mølbak, CEO og partner i PLH Arkitekter.

Når rådhuset står færdigt, bliver det arbejdsplads for 220 ansatte. Det bygges sammen med det eksisterende Jobcenter og Borgerservice, så alle funktioner integreres i ét byggeri, der skal være med til at styrke byens centrum.

”Vi har brugt mange år på at komme hertil. Men nu er vi i gang, og jeg ser utroligt meget frem til, at vores medarbejdere, borgere og foreninger kan begynde at bruge huset til næste sommer”, lyder det fra Vordingborgs borgmester Mikael Smed.

I hele designfasen har PLH Arkitekter haft fokus på at skabe et hus kendetegnet ved bæredygtige løsninger og lavt energiforbrug, så bygningen er med til at støtte op om Vordingborg Kommunes Vision 2030 om at være en klimavenlig kommune.

PLH Arkitekter er en af landets mest erfarne og benyttede tegnestuer, når det kommer til at designe rådhuse, der samler og giver merværdi for kommuners ansatte og borgere.

PLH har blandt andet tegnet Herlev Kommunes kommende Rådhus Hjortespring, der forventes at stå færdigt i 2023. Også Høje Taastrups nye rådhus, der efter planen slår dørene op i år, er tegnet af PLH Arkitekter.

Læs mere om Vordingborgs nye rådhus via dette link

Kontakt:

Søren Mølbak
CEO og Partner, Arkitekt MAA
sm@plh.dk
T: +45 2720 0591