PLH People
” Forstår arkitekten ingeniørsproget, får man det bedste projekt”

Infrastruktur er et af de mest ingeniørtunge felter, en arkitekt kan arbejde i. Hvad bidrager arkitekten så med? Vi har spurgt Søren Mølbak, CEO og partner, og Christian Henriksen, bygningskonstruktør og head of business development, om samspillet mellem æstetik, brugeroplevelse og teknik.
Infrastruktur har altid været en del af PLH. Hvad gør jer til specialister?
Søren: Mit første projekt som arkitekt var en metrostation, og siden har jeg arbejdet med alt fra motorveje og metro til letbane, busterminaler og jernbanen mod Femern. Meget af det har vi vundet i konkurrence – f.eks. Riga Central Station. Infrastruktur har på mange måder formet min karriere.
Christian: Jeg har arbejdet med infrastruktur i PLH i 20 år – fra lufthavnsprojekter og klargøringscentre til metro og jernbane, senest Riga Central Station, som er ved at blive opført. Det er et nichemarked, der kræver specialistviden. Man skal kende scope og aktører godt.
Hvis I skal forklare en lægmand, hvad arkitekten bidrager med, hvad siger I så?
Søren: Vi skaber et sprog gennem designet. Vi ser på logistik, flow og på oplevelsen for dem, der bruger anlægget.
Christian: Infrastrukturnettet minder om et net af blodårer. Det har en puls og fint forgrenede årer, og det skal kunne rumme maskineriet, der holder pulsen i gang. Vores opgave er at gøre det til et sted, mennesker kan og vil færdes.


Hvordan samarbejder I med ingeniørerne?
Christian: Vi forstår kompleks teknologi. Vi ved, hvordan beton bevæger sig, hvad vedligehold kræver, og hvordan for eksempel kørestrøm fungerer. Derfor kan vi tale med ingeniørerne og sammen finde de bedste løsninger på udfordringer.
Søren: Forstår man som formgiver ingeniørsproget, får man det bedste projekt. Drift, funktionalitet og logistik skal gå op i en højere enhed. Arkitekterne er gode til at samle trådene, bryde teknikken ned og sikre den røde tråd.
Kan I give et eksempel på en konkret udfordring?
Søren: Vi har lavet de indledende faser Frederik IX’s Bro, der er en klapbro med kørestrøm. Det krævede opfindsomhed og var ikke noget, man løste på et enkelt møde. Vi havde mange spændende diskussioner med ingeniørerne om løsningsmodeller, også om hvorvidt det overhovedet skulle være en klapbro eller en svingbro.
Søren: Et andet eksempel er Riga Central Station. Her skulle en ny bro over floden ikke forstyrre en eksisterende, ikonisk bro. Den skulle næsten forsvinde. Samtidig kan isen på floden være en udfordring. Vi designede derfor søjlerne asymmetrisk, så de fungerer som en slags isbrydere. Det gav besparelser på konstruktionen og fik broen til at fremstå lettere.
Hvad med de mennesker, der arbejder i anlæggene?
Christian: De er lige så vigtige. På klargøringscentrene for tog og metro skal vi forstå, hvordan togene kommer ind, og hvordan de bliver skilt ad. Når vi forstår processerne, rækkefølgen og flowet for medarbejderne, kan vi sikre den mest hensigtsmæssige løsning.
Gør design en forskel på selv de mindste elementer?
Søren: Ja. Hvem tænker over, hvordan et autoværn ser ud? Men hvis der bliver gjort noget ud af det, gør det en forskel. For det svenske Vägverket (nu Trafikverket) udviklede vi design til autoværn, skilte og lysmaster, og det er stadig i brug i dag. En bro er formgivning til det ekstreme, lidt ligesom grafisk design. Djævlen ligger i detaljen.
Hvor gør arkitekten den største forskel?
Søren: Vi peger på det, der skaber værdi ud over funktionen: den tredje dimension. Det er æstetikken, der gør, at mennesker kan acceptere et anlæg og tage det til sig. Tag støjskærme ved motorveje. I dag ser man ofte kun på funktionen, og det gør oplevelsen ligegyldig. Vi har et ansvar for, at designet kan accepteres i landskabet. Derfor er det problematisk, hvis arkitekten bliver presset ud af projekterne.
Christian: Vi skal kunne vise, hvordan projektet indgår i sin kontekst. Køge Nord Station er et godt eksempel, hvor vi arbejdede med mange placeringer og koncepter i de indledende faser. Den er tænkt som en ikonisk port til Storkøbenhavn.
Hvad skal bygherrer vide om at inddrage arkitekten tidligt?
Søren: Den holistiske tilgang kræver tanker fra start. Vi er gode til at forstå de forskellige teknikere, samle dem og samtidig udfordre. Vi har forståelse for alle aktører og interesser. Vi kan bidrage til den fortælling, som gør at et infrastrukturprojekt bliver en succes i offentligheden øjne.
Christian Henriksen, bygningskonstruktør & Head of Business Development, PLHVi forstår kompleks teknologi. Vi ved, hvordan beton bevæger sig, hvad vedligehold kræver, og hvordan for eksempel kørestrøm fungerer. Derfor kan vi tale med ingeniørerne og sammen finde de bedste løsninger på udfordringer.
Se nærmere på












