Nyheder
AP Huset vinder Naturstensprisen 2025

I går havde vi fornøjelsen af at fejre tildelingen af Naturstensprisen 2025 til AP Pensions nye enestående domicilbygning i Nordhavn, med særlig vægt på AP Pensions eget hovedsæde - AP Huset, som vi er arkitekter og indretningsdesignere bag.
Eventen blev afholdt i bygningens prægtige atrium sammen med den visionære bygherre AP Pension, kunstner Michael Kvium, vores dygtige samarbejdspartnere og DI's Naturstenssektion.
Prisen, uddelt af DI Byggeris naturstenssektion, Stenhuggerlauget, anerkender byggeriets sjældne helhedstænkning i brugen af natursten. Fra de præcist udførte trapper og gulve til den skulpturelle receptionsskranke i italiensk kalksten, udført af E. Nielsens Mekaniske Stenhuggeri, og Kviums enestående gulvmosaik udført i Palladiana-teknik af mere end 100 typer europæisk natursten udført af T. & P. Odorico.
Hos PLH er vi stolte af at have skabt et hus, hvor kunst, arkitektur, håndværk og design smelter sammen i en sammenhængende, menneskecentreret oplevelse. AP Pensions ambition var fra starten tydelig: at skabe et arbejdsmiljø, der inspirerer, forbinder og skaber stolthed.
Resultatet er et ægte Gesamtkunstwerk. Et atriumhus, hvor kunsten er integreret i arkitekturen og løfter hverdagen for de 550 medarbejdere, der har deres daglige gang i huset.
En stor tak til AP Pension for tilliden, til Michael Kvium for det markante kunstneriske bidrag og til alle vores samarbejdspartnere for at skabe et projekt, der hylder naturstenens skønhed og integritet.
Kontakt os
Vil du høre mere?
Nyheder
Se alle
