Nyt projekt forvandler dansk hovedsæde til campus

En udvidelse af DSVs hovedsæde vil transformere virksomhedens område til et campus, der forener medarbejderne i en grøn oase. PLH Arkitekter har tegnet udvidelsen og udarbejdet lokalplan.

Udvidelsen sker i form af en ny bygning, der rejser sig syd for det nuværende hovedsæde ved Hedehusene. DS Flexhal er totalentreprenør på projektet.

Visionen er ikke blot flere arbejdspladser, men at skabe et levende campus-område, hvor de to huse understøtter hinanden. DSVs ansatte kan frit benytte begge bygninger og deres mange faciliteter, f.eks. den nye padelbane, der etableres i forbindelse med den nye bygning. Det er i tråd med DSVs ’one company’-filosofi om en samlet organisation.

I designet af den nye bygning har der været fokus på at skabe et sted, der fordrer kreativitet og samarbejde på tværs af organisationen. Det sker blandt andet ved at lave mange åbne områder, der indbyder til ophold, uformelle møder og samtale.

Brugerne kan desuden se frem til en arbejdsplads, hvor man føler sig forbundet med naturen. Kontorpladserne er placeret med udsigt til det bølgende landskab udenfor, mens en grøn gårdhave i midten bliver den ideelle destination for de små pauser i hverdagen. Gårdhaven er tæt forbundet med kantinen.

Et særligt træk er grundens dramatiske hældning, som udnyttes til at skabe interessante miljøer både ude og inde. Den nederste etage følger landskabet under sig, og det giver mulighed for, at bygningen kan åbne op i store, flotte rum i den ene side. Gårdhaven bliver ligeledes et varieret miljø med terrassering, der følger landskabet.

Naturlige, nordiske materialer, især træ, benyttes i stor stil i indretningen, både som et bæredygtighedstiltag og som et træk, der bidrager til et smukt og behageligt miljø, man glæder sig til at være i hver dag. Det forventes, at den nye bygning modtager bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld.

Med dette projekt skriver DSV og PLH Arkitekter endnu kapitel i et langt og tæt samarbejde. PLH har bl.a. tegnet transportvirksomhedens eksisterende hovedsæde i Hedehusene, en tilbygning af denne og et domicil i Warszawa.