Indsigt
Morgendagens kontor i transformation

Kontorlandskabet er under forandring. Søren Mølbak, CEO i PLH, peger på de tendenser han ser for fremtidens kontor.
Det traditionelle kontorlandskab er i forandring. Inden for kontorbyggeri er det store hovedtema transformation– og potentialet er stort. Men udviklingen handler om langt mere end blot transformation. Identitet, medarbejdertrivsel, branding, teknologi og kvalitet er nogle af de agendaer mange virksomheder arbejder med.
Søren Mølbak, CEO, PLHSom arkitekter og designere kan vi mærke, at det i høj grad er lejers marked. Virksomheder stiller større krav til deres lejemål end tidligere. Kontoret er ikke længere blot en arbejdsplads, men et strategisk redskab i kampen om medarbejdere og kunder. Det er et fysisk visitkort.
Store potentialer med transformation
Transformation fylder mere end nogensinde indenfor kontorbyggeri. At omdanne de bygninger, som allerede står fremfor at rive dem ned, kan spare både på materialerne og i CO2-regnskabet. Samtidig kan de eksisterende strukturer tilføre virksomheden karakter og historie.
”Ældre bygninger kan rumme mange af de kvaliteter, som virksomhederne efterspørger i dag. Når det gamle mødes med det nye giver det også en autenticitet og en spændende storytelling. Bygningen får en identitet, og det giver virksomheden noget at spejle sig i,” fortæller Søren Mølbak.
Transformation er dog ikke uden udfordringer. Man kender først for alvor bygningens tilstand, når man går i gang. Det udfordrer den traditionelle måde at strukturere projekter på. Men potentialet og værdien er så stor, at transformation for alvor har bidt sig fast ude i kontorbyggerierne. Transformation er vigtigt – selv i nybyggeri.
”Hvis man bygger nyt, er det vigtigt at man fra starten bygger fleksibelt og i god kvalitet. Det er ganske enkelt en bedre investering – og ikke mindst miljøet – hvis bygningen er bygget således, at den kan ændre anvendelse og blive transformeret i fremtiden. Det giver bygningen en meget længere levetid,” siger Søren Mølbak.
En bevægelse væk fra det ensrettede kontor
Udover transformation ser Søren Mølbak også andre strømninger inden for kontorbyggeri. Fremtidens kontor skal i større grad tage hensyn til den enkelte medarbejder og rumme forskellige arbejdsformer.
”Der skal være mulighed for at arbejde på forskellige måder, fx i stillezoner, i loungeområder, ved klassiske arbejdsområder. Ikke alle trives i det samme miljø, eller ønsker måske at skifte miljø gennem arbejdsdagen. Derudover skal der være rum til hybridarbejde. Ikke kun for medarbejderne i mellem, men også i samarbejdet med kunderne,” siger Søren Mølbak.
En anden tendens er bevægelsen mod mere eksklusive kontorer, en verden vi kender fra hotelbranchen, hvor der er brugt materialer med tyngde, velovervejet belysning og generelt mere sanselige omgivelser.
”Kontoret skal ikke blot være funktionelt og effektivt. Det skal være et kontor, hvor man har lyst til at være. Det handler både om at tiltrække og fastholde medarbejdere, men også at man som virksomhed signalerer kvalitet udadtil,” pointerer Søren Mølbak.
Kontorbyggeriet er i bevægelse, men fremtidens kontor bliver ikke ens. Det bliver mere varieret, mere fleksibelt, mere strategisk – og mere bevidst om sin egen rolle og værdi.
Relaterede projekter
Udforsk flere projekter
København, Danmark

Fornyelse af den ikoniske kontorbygning 'Ved Vesterport'
Ved Vesterport
København, Danmark

Gesamtkunstwerk som ramme for pensionsselskab
AP Pension
København, Danmark

Design understøtter kulturel transformation af ikonisk hovedsæde
Maersk
Kontakt os

