PLH Fodbold samlede arkitektbranchen i Emdrupparken - Lundgaard & Tranberg vandt turneringen

Fredag var arkitektbranchen samlet til PLH Fodbold, da den årlige brancheturnering løb af stablen. I alt 21 arkitektvirksomheder stillede med 22 hold, der dystede om den gyldne pokal til arrangementet i Emdrupparken. I år gik sejren til Lundgaard & Tranberg, der vandt 1-0 over Henning Larsen i finalen. PLH Fodbold samler hele branchen til Skandinaviens største fodboldevent for arkitekter, og den festlige dag er med til at styrke sammenhold og fællesskab: ”Selvom vi til dagligt kæmper om de samme kunder og opgaver, så handler denne dag om at vise, at branchens fællesskab rækker ud over det forretningsmæssige,” fortæller Jesper Spager, der er Senior projektleder hos PLH og arrangør af PLH Fodbold.

Fjerde år turneringen løb af stablen
Det er fjerde år, at PLH Arkitekter inviterer branchens arkitektvirksomheder til en hyggelig dag i Emdrupparken, hvor omdrejningspunktet er fodbold. Tanken bag det årlige event er både at styrke sammenholdet, det sociale og samtidig at udvide deltagernes netværk på tværs af virksomhederne.

”Hos PLH er vi utroligt glade for den store opbakning til arrangementet og det fantastiske engagement, som både spillere og supportere udviser,” fortæller Jesper Spager.


Lundgaard & Tranberg vandt i år
I år løb Lundgaard & Tranberg med sejren, mens Henning Larsen og BIG fik henholdsvis anden- og tredjepladsen. I alt 21 tegnestuer stillede med 22 hold i turneringen, og der blev afviklet 66 kampe og scoret 144 mål før en vinder kunne kåres. Jesper vurderer, at der var 500 spillere, supportere, kolleger og familier til stede i Emdrupparken.

”I år har 21 tegnestuer stillet med 22 hold, som er en ny rekord. PLH Fodbold er blevet et rigtigt stort arrangement, hvor det vigtigste er, at vi har det sjovt, og at det er hyggeligt for alle,” fortæller Jesper.

PLH Fodbold er præmiesponsoreret af bl.a. Danske Byggeøkonomer, HAY, Le Klint og Gerflor. Derfor var der rigtig gode præmier på spil til vinderne. I 2016 vandt KANT, i 2017 var det Aarstiderne, der løb med pokalen og i 2018 vandt Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Tegnestuer der stillede hold til turneringen:

- Lundgaard & Tranberg

- Henning Larsen (2 hold)

- BIG

- COBE

- Christensen & Co.

- Mangor & Nagel

- Design Group

- Dorte Mandrup

- Vandkunsten

- KANT

- 3XN

- Zeso Architects

- Hoffmann

- Holscher Nordberg

- Wingårdhs – Svensk arkitektvirksomhed

- Aarstiderne

- Rambøll Arkitekter

- Schmidt Hammer Lassen

- Rørbæk & Møller

- JJW Arkitekter

- PLH Arkitekter