Nyheder
GF Huset tages i brug: Arkitektur, der samler mennesker
I dag flytter GF Forsikrings medarbejdere ind i deres nye domicil i Cortex Park i Odense, tegnet af PLH. Huset er skabt omkring et lyst, centralt atrium og fleksible miljøer, der skal styrke fællesskab, trivsel og samarbejde mange år frem.

Efter flere års udvikling og byggeri tager GF Forsikring i dag, den 20. oktober, sit nye domicil i brug. GF Huset på godt 16.000 m² er udviklet for AP Ejendomme og opført af totalentreprenør Raundahl & Moesby. PLH står bag arkitekturen og indretningsdesignet.
GF Forsikrings medlemsvækst gennem de senere år har skabt behov for mere plads og nye rammer. Huset er derfor skræddersyet til GF's organisation, kultur og måde at arbejde på. Det er designet til ca. 500 fysiske arbejdspladser med mulighed for løbende udvidelse.
Et hus, der bringer det bedste frem i mennesker
Hos PLH arbejder vi for at bringe det bedste frem i mennesker gennem arkitekturens og designets transformative kraft. I GF Huset har det været omdrejningspunktet for hele designet.
Hjertet i huset er et centralt atrium. Åbne forbindelser mellem etagerne skaber visuel kontakt på tværs af huset og gør det naturligt at mødes, dele viden og mærke fællesskabet.
Atriets store mængder dagslys og fleksible arbejds- og mødemiljøer i samspil med rolige kontorområder langs facaden giver rum til trivsel og til mange forskellige måder at arbejde på – både i dag og i fremtiden. Målet har været et levende og inspirerende hus for både medarbejdere, medlemmer og gæster.
Mange ambitioner i én samlet løsning
Opgaven har været at forene flere parters ambitioner: GF Forsikrings ønsker til et moderne domicil, AP Ejendommes mål om en attraktiv og langsigtet ejendomsinvestering og Raundahl & Moesbys byggetekniske erfaring.
"Vi står i dag med én samlet arkitektonisk løsning, der forener GF Forsikrings ønsker til deres moderne domicil, AP Ejendommes ambitioner om at skabe en attraktiv og langsigtet ejendomsinvestering samt Raundahl & Moesbys byggetekniske erfaring. Hele processen er foregået i et fortrinligt samarbejde mellem alle parter, og resultatet er en moderne arbejdsplads med særligt fokus på stærke fællesområder og stor fleksibilitet, der kan understøtte GF Forsikrings udvikling mange år frem," fortæller Lars Toksvig, partner hos PLH.
Vi vil gerne takke AP Ejendomme, GF Forsikring, Raundahl & Moesby og SWECO samt de mange underleverandører for et åbent og tillidsfuldt samarbejde gennem hele forløbet.
Høje ambitioner for bæredygtighed og fremtidssikring
Bæredygtighed har været et centralt fokus gennem hele projektet. Byggeriet forventes at opnå DGNB Guld-certificering og er udviklet med henblik på at opfylde EU-taksonomiens krav til nybyggeri under aktivitet 7.1.
Der er arbejdet med ressourceoptimering, energieffektive løsninger og materialevalg, der reducerer miljøpåvirkningen og understøtter en lang levetid. Bygningens fleksible udformning betyder samtidig, at huset kan tilpasses fremtidige behov uden omfattende ombygninger.
Oplev hele projektet
Odense, Danmark

Åbent domicil designet til medarbejdertrivsel
GF Forsikring
Nyheder
Se alle


