Bæredygtighed

Bygninger er mere end ”passive” forbrugere af energi. De er også ”aktive” miljøer, hvor de menneskelige behov er en integreret del i skabelsen af bæredygtige løsninger, hvor mennesker trives.

Vejen til balanceret arkitektur starter med de gode idéer og koncepter. Bæredygtighed integreres i vore projekter helt fra de indledende tanker om form og funktion. Vi ser workshops og vidensudveksling med projekternes øvrige parter som det bedste grundlag for at udvikle bæredygtige projekter, der samtidig er æstetisk, funktionelt og økonomisk tilfredsstillende. Vi integrerer konkrete løsninger, som eksempelvis solafskærmning, belysning og naturlig ventilation i arkitekturen, og anvender lokale og naturlige materialer. Ved valg eller fravalg af grønne tiltag er det vigtigt at se på det totaløkonomiske billede. Med en horisont på 5 – 10 – 15 år vil mange løsninger tjene sig ind over driften.

Bæredygtig arkitektur relaterer sig til stedet og er en positiv del af den by- og landskabsmæssige udvikling og sammenhæng. God arkitektur skaber kvalitet og variation i byrum, god sammenhæng med byens infrastruktur og balance mellem funktioner som boliger, erhverv, sport og kultur. Det er vigtigt for os at se uden for byggefeltets afgrænsning og sikre sammenspil med omgivende bebyggelsers skala og materialer. Mødet mellem nyt og gammelt giver stoflig dybde og fortæller om de forskellige lag i stedets historie. Indpasning i byggede eller landskabelige omgivelser er et udtryk for PLH’s grundholdning; at ”værket” ikke står alene, men altid er en del af en helhed. Det er sådan bygninger, byrum og design opleves; i bevægelse, med kroppen, og i sammenhæng.