PLHArkitekter

ALLERHUSET PÅ HAVNEHOLM, KØBENHAVN

Det nye mediehus markerer med sin let krumme og trekantede form spidsen af Havneholmen, der skyder sig ud i Københavns Havn og omgives af vand på to sider. Den eksklusive facade i glas og norsk granit afspejler, med sin kombination af det moderne og det klassiske, Aller koncernens nutidige position som en kreativ, dynamisk virksomhed, der er forankret i historien og den danske kulturarv.

Mediehuset samler CAE og Aller Medias aktiviteter og forskellige redaktioner, hvilket vil skabe et mere effektivt og mangfoldigt miljø, hvor overlapninger og synergier mellem de forskellige funktioner kan udnyttes til at optimere Aller Medias produkt. PLH har vejledt CAE og Aller Media gennem en proces, som startede med de indledende overvejelser om fordele og ulemper ved ét samlet mediehus. Herefter var PLH med til at analysere de forskellige behov, som dannede grundlag for at finde den rigtige grund og programmering af byggeriet. I design- og projekteringsfasen har PLH trukket på sine mange forskellige kompetencer inden for arkitektur, konstruktion og produktdesign. 

Parallelt med udviklingen af arkitekturen gennemførte PLH en interaktiv brugerproces med henholdsvis CAE og Aller Media, med deltagelse af såvel ledende og centrale som menige medarbejdere. Processen omfattede blandt andet en indledende behovsanalyse, facilitering af visionsworkshop i forbindelse med udførelse af Strategisk Program, udvikling af overordnet Workplace Design Program, detaljeret indretningsdesign af alle arealer samt møbelvalg.

Man ankommer til mediehuset via en forplads, der ligger i forbindelse med en 6 meter bred promenade og ”Bryggebroen”, der er cykel- og gangforbindelsen over havnen. Det nære miljø indeholder også en mindre lystbådehavn og et offentligt havnebad, som giver liv i sommerperioden.

Inde i huset folder et vifteformet atrium sig ud og åbner sig mod himmel og hav. Etagerne trækker sig længere og længere tilbage og skaber et varieret rum, der skifter fra det nære og intime, til åbningen mod vandet og det lange kig op gennem havnen. Der skabes et spændende slynget forløb igennem bygningen med forskudte afsatser og udsigtslinjer. Fra de øverste etager ser man ud over byens tage, med henholdsvis Øresundsbroen og Nordkysten i horisonten.

Farver og materialer i huset er inspireret af det nordiske landskab; fjeldet, skoven, havet, heden – og af de skiftende årstider; det kolde og rå, det milde og varme.

Atriet former husets bløde, organiske indre rum i meget varierede dimensioner, der inviterer til mange forskellige slags aktiviteter og ophold. Materialer og overflader holdes i afdæmpede farver, som underordner sig disse store linjer og danner en rolig ramme om dagligdagen på redaktionerne. Balkonforkanterne, som er atriets ”vægge”, tegner viftens bevægede figur med sine egetræsbeklædte lameller og sin bløde belysning, der er inspireret af nordlys.

Tre kerner er den transparente bygnings ben, der ses udefra i deres fulde højde. Disse er beklædt med paneler i valnøddefiner med en vertikal perforering, som strækker sig over hele kernens højde og giver en varieret grafik på den enkelte etage.
Den gennemgående trappe og gangbroerne er belagt med egetræ og står som frie skulpturer ude i atriet. Broerne danner oppefra et forskudt mønster, da de aldrig ligger over hinanden. Glasværnets mønster, der udviskes opefter, giver associationer til snefygning.

Mediehuset er planlagt til Aller Medias brugere – ud fra et aktivitetsbaseret og forholdsvist åbent indretningskoncept, der svarer til de arbejdsmetoder, som forventes benyttet og udviklet i det fremtidige arbejdsmiljø. Man har sikret en akustisk regulering af det åbne miljø på en sådan måde, at det i sin sammenhæng giver en venlig og nærmest intim stemning i det store hus.

Det nye mediehus udtrykker med sin arkitektur, sine rum og sin indretning Aller Medias vision om et hus, ”der styrker firmaets mangfoldighed med et fleksibelt, dynamisk og innovativt arbejdsmiljø. Et hus, som øger medarbejderstoltheden og samtidig skaber en nytænkende struktur forankret i det historiske fællesskab, der sikrer Allers fremtid”.

År
2006-2009
Bygherre
Carl Aller Etablissement A/S (CAE)
Team
E. Pihl & Søn, Søren Jensen , EKJ , Schønherr
Areal
18.000 m² (10.000 m² parkering)
Allerhuset