PLHArkitekter

URBAN VINDENERGI

I Danmark dækkes en væsentlig og stigende del af landets energibehov med vindenergi. Vindmøllerne er udviklet til brug på åbent land og vand, hvor det blæser mest, men de store vindmøller er vanskelige at finde alternative placeringer til uden at medføre visuelle eller støjmæssige gener for (fredet) natur eller nærliggende bebyggelse. Da der af hensyn til både klimaet og sikkerheden for fremtidig energiforsyning er behov for at udvinde meget mere vindenergi, ønsker PLH at undersøge mulighederne herfor i urbane områder. Vi er gået i dialog med forskere på afdelinger for vindenergi på Danmarks Tekniske Universitet og Risø, for i samarbejde med dem at udvikle vores ideer.

I vores første projekt udvikler vi en vindmølle til placering på primært store bygninger i byers erhvervsområder. Selvom det blæser mest på åbent land og vand, vil der også findes en betydelig vindresurse i erhvervsområder præget af spredte blokformede bygningskroppe uden nævneværdig bevoksning. Da vinden i sin passage af en bygning bliver accelereret op i hastighed omkring bygningshjørner og især tagkanter, giver det mening at udvikle vindmøller, der kan udvinde energi af vinden i et aflangt bælte ½-3 meter over tagkanten. PLH har designet en vindmølle som er en variant af en kendt grundtype kaldet Darrieus, der i modsætning til den almindelige 3-armede danske vindmølletype, fungerer godt i bebyggede områder med urolige og mere turbulente vindstrømninger. Vindmøllen er en vandretliggende og aflang rotor, som kan adderes i længderetningen og monteres lige over tagkanten. Dens længde kan på enkel vis justeres efter bygningernes individuelle forhold.

Kunderne til den bygningsmonterede vindmølle er virksomheder, institutioner, sportsanlæg etc. med eksisterende eller kommende større bygninger beliggende i områder med gode vindforhold. I disse bygninger skal energien fra vindmøller på taget dække lokale energikrævende funktioner i bygningerne. Eksempelvis er opladning af batterier til el-drevne trucks, biler og rengøringsmaskiner en mulighed, men også opvarmning af vand, pumpeprocesser og ventilation er oplagte og egnede anvendelser for vindenergien. Tilslutning til el-nettet er også muligt, men mindre lønsomt.

Rotorens konstruktion er patentanmeldt og under udvikling.

År
2008-