Det svenske Vägverket udskrev en designkonkurrence som led i en overordnet strategi om forskønnelse af de svenske veje, som PLH vandt i 2001. Udviklingen af vejudstyret er gennemført som et nordisk samarbejde mellem PLH, Vägverket og det norske Ørsta Stål, som vandt stålentreprisen. SAFELINE er en familie af produkter i en fælles design-linie, som primært anvendes i bymæssige miljøer. Serien omfatter belysningsmaster og armaturer, skiltemaster og skilteportaler, rækværker til veje og broer samt afskærmninger til brorækværkerne. Betonbarrierer indgår også i serien. Designet er diskret i helheden og enkelt i detaljeringen. I og nær ved byer stilles større krav til et fælles design for at “samle” de mange typer vejudstyr i et visuelt roligt og distinkt billede. Kravene til detaljeringens kvalitet er også højere fordi gående og langsomt kørende trafikanter er tættere på vejudstyret. Cylindriske og koniske stålrør blev tidligt valgt som grundlæggende designelementer, på grund af deres slanke og enkle former. Runde rør er også berøringsvenlige og dermed mindre læderende ved kollision. Opmærksomheden har gennem hele udviklingsprocessen været rettet mod sikkerheden - og master, rækværker og betonbarrierer overholder Vägverkets strenge krav til sikkerhed og vedligehold. Vejudstyret er testet ved påkørsel af både personbil og bus. SAFELINE er udviklet til Vägverkets hovedvejsnet i og omkring byer i Sverige, men serien skal markedsføres i alle de skandinaviske lande.