PLHArkitekter

GRIBSKOV GYMNASIUM I HELSINGE

Udvidelsen af det tidligere Helsinge Gymnasium giver sammen med den eksisterende skole et harmonisk og sammenhængende bygningsanlæg, funktionelt såvel som arkitektonisk.

Bygningen er disponeret i to etager, der samler de eksisterende bygningsstrukturer og danner en ny markant hovedindgang.
 
Den nye multisal er placeret således, at der dannes en indre ankomstgård, hvor skolens nye hovedindgang også ligger naturligt og centralt. Multisalen, administrationen og inspektoratet har desuden separat indgang fra ankomstgården.

Multisalen, også kaldet ”Gribskov Kultursal”, fungerer både som skolens auditorium og som kulturel scene. Salen er velegnet til afholdelse af konferencer, teaterforestillinger, koncerter og foredrag. Der er plads til ca. 400 siddende og 700 stående personer i salen.
 
I udvidelsen indgår også to nye fløje med undervisningslokaler. Mod nord er der placeret en kreativ fløj med lokaler til formning og musik, mens de naturvidenskablige fag er samlet i en fløj mod vest. I direkte forbindelse med hver fløj, findes et dobbelthøjt fællesareal med ovenlys.

Et nyt lærerområde er lagt centralt i en tværbygning med direkte kontakt til en gårdhave og let adgang til de forskellige undervisningsafsnit.
 
De nye bygningsafsnit åbnede muligheden for at flytte den samfundsfaglige og den humanistisk sproglige linje, til rum i den eksisterende bygningsstruktur.

År
2006
Bygherre
Region Hovedstaden (Tidl. Frederiksborg Amt)
Team
Hansen, Carlsen & Frølund A/S
Areal
4.200 m²
Gribskov Gymnasium