I konkurrencen om et nyt lukket Statsfængsel på Falster vandt PLH 2. præmie med et ”overbevisende forslag, der vidner om stor indlevelse i de hårde og bløde værdier”. Fængslet er placeret som en fortættet by-struktur i det let bølgende terræn på Falster og indskriver sig som endnu en bebygget struktur i det lokale landskab. ”Integration” er et gennemgående tema for udformningen af fængslet, i tråd med Kriminalforsorgens værdisætninger, og spiller således en hovedrolle igennem hele fængslets skala. Der er balance mellem det integrerende og sektionerende, det motiverende og det kontrollerende, den dynamiske og statiske sikkerhed - kort sagt det bløde og det hårde, så arkitekturen i helhed og detaljer er menneskelig, nuanceret og sikker for alle, der opholder sig i fængselsområdet. Fængslet er disponeret som spredte bygningsenklaver indenfor den store perimetermur, med skiftende tagformer, der stikker op over murens kant og tegner en bystruktur. Som byen på landet klynger boligerne sig, mens kirken og forsamlingshuset skiller sig ud som fælles orienteringspunkter. Byens eller fængslets centrale rum er en slags fælled med gadekær som kulturhuset og normalafdelingerne orienterer sig mod. Det er enkle former, rene flader og få materialer der giver grundtonen, mens nicher som motiv fungerer som arkitektoniske elementer, der skaber genkendelig rytme med spring i størrelser, udformninger og farver. Selve falsen i nicherne bliver på den måde skæringen eller grænsefladen mellem ude og inde og derfor også et oplagt sted for en kunstnerisk bearbejdning af fængselstemaet ”inde og ude”. Forslaget er udarbejdet i team med Alectia A/S, GHB Landskabsarkitekter A/S, Arup Security Consulting, Wisec Consult, Antropologerne.com og kunstner Peter Holst Henckel.