I 2003 vandt PLH den åbne internationale konkurrence om et nyt besøgscenter ved Møns Klint og i sommeren 2007 blev GeoCentret åbnet for de 250.000, der hvert år besøger stedet. Naturen er inspirationskilde til det arkitektoniske koncept for GeoCenter Møns Klint. Ønsket har været at skabe en bære¬dygtig bygning, der indpasser sig i landskabet og lader naturen fortælle sin historie. Bygningen er nænsomt føjet ind i stedets natur og ligger som en vinge, der er landet på toppen af klinten i bøgeskovens lys¬ning. I respekt for landskabet og skalaen er husets nederste del gravet ind i den eksisterende bakke så det volumen, der kommer til syne over terræn fremtræder tilpasset og let. Restauranten har store vinduespartier og åbner sig mod udsigten udover klintens top og Østersøen mens udstillingen, der for¬tæller om stedets geologi, ligger underjordisk i huleagtige rum med sparsomt dagslys. Bygningens passive egenskaber som solorientering, form og materialer medvirker til at reducere energiforbruget. Restaurant og hall er naturligt ventilerede med et avanceret automatisk system, der tilpasser sig vejrforholdene. Samtidig er der i den underjordiske udstilling for første gang i Danmark udelukkende anvendt LED belysning. De mange naturmaterialer som anvendes i bygningen giver et godt indeklima, er miljøvenlige og vedligeholdelsesfrie samtidig med at de spejler de ”råstoffer”, der findes naturligt i klinten og skoven. GeoCentret har modtaget Vordinborg Kommunes arkitektur¬pris, Archizincs internationale zinkpris og blev nomineret til Forum Aid og World Architecture Festival i Barcelona.