PLH vandt sammen med DubaB8 udbuddet om indretningskoncept og inventar til det nye konference- og bowlingcenter i DGI-Byen - CPH Conference og CPH Bowling & Lounge Ideen bag det samlede designkoncept er at kanalisere atmosfærer og stemninger fra Københavns fem bydele ind på de fem etager i den nye bygning. De forskellige kulturer, som kendetegner hver bydel, er visualiseret og symboliseret i konceptet gennem mega-grafik, farver, materialer og møbler, så hver etage har sin egen ”smag af byen” - fra Frederiksbergs teaterliv i bowling-etagen til det multikulturelle Nørrebro i stueetagen, det grønne og internationale Amager på første sal, det funky Vesterbro på anden sal og det stilige Østerbro på øverste etage. De enkelte møde- og konferencerum på hver etage er indrettet som genkendelige og typiske steder i den pågældende bydel. Konferencegæsterne sidder således omgivet af beachvolley-spillere på Amager Strandpark eller børn i en karrusel i Tivoli. Bevægelsen gennem bygningen bliver som bevægelsen gennem byens livlige trafik og aktivitet med skiftende scenarier. De grafiske elementer refererer til hverdagslivet, begivenheder og destinationer – såvel historiske som nutidige og repræsenterer på den måde Københavns kulturelle udvikling. Hver etage i CPH Conference og CPH Bowling & Lounge har sin egen farveskala, som tager udgangspunkt i én farvenuance. Dertil føjes mennesker og ”landmark”- motiver i sort grafik for at understrege, hvilken bydel man bevæger sig i. Alle etagerne bindes sammen af henholdsvis vertikale striber omkring elevatorerne og farvede prikker, som illustrerer den offentlige transport og cykelstierne – den københavnske trafikåre.