Hotel Marriott er opført på Kalvebod Brygge i Københavns Havn som en del af et nyere byudviklingsområde med flere store domicilbyggerier – blandt andet Nykredit og SEB bank, som er under opførelse. Hotellet på 11 etager er femstjernet med 395 værelser foruden restaurant, ballroom, fitnessklub og mødelokaler. Ud for lobbyen ligger en terrasse med udsigt til havnen og Islands Brygge. Restauranten er ligeledes placeret ud til vandet. Bygningen består af forskudte, skiveformede bygningskroppe, der fremtræder smalle og elegante. En mindre administrationsfløj indgår i den samlede komposition for foden af skiverne. Facaderne mod havnen og vejen er beklædte med glas med smalle aluminiumsbånd, mens gavlene står i mørke, klinkebrændte tegl.