PLHArkitekter

CITY 2 I HØJE TAASTRUP

PLH blev i 2006 udpeget som arkitektrådgiver i forbindelse med en gennemgribende ombygning og renovering af storcentret City 2 i Høje Taastrup. Centret er et typisk storcenter fra 70’erne med den tids karakteristiske og robuste karakter, og vil med ombygningen undergå en gennemgribende forvandling, der tilfører centret ny dynamik og forstærker tiltrækningskraften i forhold til de regionale konkurrenter.

Opgraderingen af centret indebærer blandt andet ombygning af store butiksområder og fællesarealer, samt en total ombrydning af centertorvet, hvor både arkitektur, lysindfald, design samt centrets infrastruktur bearbejdes. Ombygningen integrerer torvet funktionelt og arkitektonisk i centrets helhed. De eksisterende indgangspartier bliver redesignet som store glasbokse i glade signalfarver, så de står som pejlemærker i kontrast til det eksisterende centers lange, grå facader.

Fuldt renoveret vil City 2 virke som et spændende, imødekommende og inspirerende sted – med ny, livlig og moderne arkitektur, der sætter det oprindelige stringente udtryk i spil.

Første etape af ombygningen, gult område, blev igangsat 2006.

År
2006-2007
Bygherre
Steen & Strøm Danmark A/S
Team
Rambøll Danmark
Areal
100.000 m²
City 2 Storetorv