PLHArkitekter

KASTELSHUSENE, KØBENHAVNS FRIHAVN

Den nye boligbebyggelse Kastelshusene ligger i Københavns gamle frihavn blandt ældre rødstenshuse med sorte skifertage og rige detaljer - tæt på Kastellet og Langelinie.
Boligerne bygges som tre punkthuse, indpasset på stedet så placeringen af de nye huse respekterer den oprindelige, karakteristiske bebyggelsesplan med lige linjer og rette vinkler. Dér hvor gammel og ny bebyggelse møder hinanden anlægges to nye pladser, så der opstår nye byrum med tydelig dialog mellem det nye og gamle.
Bygningerne indeholder i alt 45 lejligheder fordelt på seks etager, hvoraf én er tag-etage. Den karakteristiske tagform giver husene et asymmetrisk snit som tilpasser sig nabobygningernes forskellige sternhøjder. På de stejle tagflader mod nord og vest udskæres dobbelthøje ”kviste”.
Kastelshusenes kompakte former og store murede flader gennemskæres af store vinduespartier og altaner for at understrege udsigtens og beliggenhedens betydning - og for at få lyse, åbne lejligheder.
Alle bygningerne i og omkring kastelshusene taler samme sprog - bare med 100 års forskydning. Fællessproget er røde teglsten, sorte skifertage, store flader, asymmetri og kærlighed til detaljerne. I kastelshusenes facader er der store partier med mønstermuring for at give afveksling i teksturen og fremhæve materialernes variation.
Bygningerne lever op til energikravene i BR 2015 og har stor fordel af de tunge mures isolerende og varmeakkumulerende evne. Solceller på tagfladerne og jordvarme er på nuværende tidspunkt en del af projektets bæredygtige profil.

År
2011-2013
Bygherre
Lars Kragh Consult & PLH
Areal
6.500 m² (2.200 m² parkering)