Jernbaneprojektet ”Ny bane København til Ringsted” er et ambitiøst anlægsprojekt, der vil introducere højhastighedstog i Danmark. Projektet er omfattende og komplekst, eftersom banestrækningen løber gennem både natur- og byområder. Samtidig stilles der høje krav til teknologi og design. PLH arkitekter er del af et rådgiverkonsortium, der har til opgave at udarbejde en designstrategi for strækningen A2 + CR, bistå ved projektering af dispositions- og projektforslag og derudover give input til VVM undersøgelserne. Banestrækningerne A2 + CR går fra Solrød til Ringsted via Køge. De vil løbe langs Køgebugt-motorvejen og videre langs Vest-motorvejen. Et interessant infrastrukturelt punkt på banen bliver den nye Køge Nord Station, der giver mulighed for at skifte mellem S-tog og Ny Bane. Beliggenheden lige ved motorvejen er ideel for pendlere, der kan parkere bilen og tage toget det sidste stykke ind til København. Den nye station er en del af Køge kommunes planer for udvikling af et nyt byområde, og placeringen har derfor stor lokal betydning. Projektet omfatter desuden forslag til et vendesporsanlæg vest for Roskilde.